top of page

Something Old, Something New, Something Borrowed, Something Blue 💍

  • Forfatters billede: Caroline Harbo
    Caroline Harbo
  • 31. mar.
  • 2 min læsning

Opdateret: 17. nov.

Midt i alle brylluppets traditioner findes en af de mest charmerende: at bruden bærer noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt – som et symbol på held, kærlighed og lykke i ægteskabet.

Selvfølgelig er det ikke et krav for et lykkeligt ægteskab, men jeg synes, det er en meningsfuld og hyggelig måde at flette minder, mennesker og symbolik ind i jeres store dag.

Traditionen stammer fra et gammelt engelsk rim og handler i bund og grund om at tage det bedste fra fortiden med sig, samtidig med at man træder ind i fremtiden – hånd i hånd med den, man elsker.


Something Old – et bånd til fortiden

Det gamle repræsenterer alt det smukke, du tager med dig fra dit tidligere liv – familie, traditioner og kærlighed. Et arvestykke som et smykke fra din mor eller mormor er et klassisk valg. Nogle vælger at bruge et gammelt slør, hårspænde eller måske endda vielsesringe, der har været i familien i generationer.

Ekstra tip: Hvis det gamle smykke ovenikøbet har et blåt element, har du allerede slået flere fluer med ét smæk.


Something New – håb og fremtid

Noget nyt symboliserer håb, optimisme og begyndelsen på et nyt kapitel. Ofte er denne del automatisk opfyldt – kjolen, skoene eller smykkerne er som regel nye. Men hvis du har valgt genbrug eller lånte elementer, kan du skabe dit “something new” med små detaljer: en hårklemme, en parfume, et smykke eller en særlig neglelak.

Alt, der får dig til at føle dig ny og klar til jeres liv sammen, tæller.


Something Borrowed – kærlighed, der går i arv

Det lånte repræsenterer lykke, venskab og støtte – og skal helst komme fra en lykkeligt gift kvinde, så hendes held og kærlighed følger med dig videre. Det kan være et smykke, et lommetørklæde eller måske et lille hårbånd. Mest af alt handler det om forbindelsen mellem jer – et symbol på kærlighed, der går i arv.


Something Blue – troskab og kærlighed

Blå er farven for loyalitet, renhed og troskab – og beskytter ifølge traditionen mod det onde. Et blåt strømpebånd er den mest klassiske løsning, men der er mange kreative måder at tænke blå ind på:


💙 En diskret blå tråd syet ind i sløret (måske jeres monogrammer).

💙 En blå sten i et smykke.

💙 En blå sløjfe i håret. Eller måske… dine blå øjne?

The Blue End

Der er ingen rigtig eller forkert måde at følge denne tradition på. Du kan vælge at tage alle fire elementer med – eller bare et enkelt, der betyder noget særligt for dig.

Det vigtigste er, at det føles personligt og skaber glæde.


Blue Moons bedste tip: Gør det til en lille hyggelig stund i planlægningen – et øjeblik, hvor du mærker efter, hvilke minder og mennesker du gerne vil have med dig, når du siger “ja”.


Held og lykke med at finde dine fire små symboler på kærlighed 💫


 
 
 

Kommentarer


If you say that something happens "once in a blue moon", you are emphasizing that it does not happen very often

 

bottom of page